PASTARI & ØLIV


PASTARI

Ordet pastari er vores danske udgave af det italienske pastificio. Et sted der producerer pasta i Italien som bagerier producerer brød i Danmark. Hver dag. Fordi Italienere spiser pasta hver dag, som de fleste danskere spiser brød.

Vores pastari er lidt anderledes. Vi kan ikke producere pasta og sælge det samme dag. Derfor producerer Diego frisk pasta på frost. 

Her kan du dykke ned i nogle af de håndværksmæssige finesser, der ligger bag fremstillingen af vores pasta.

FROST ER VEJEN FREM

Hvorfor fryse frisk pasta? Fordi det er det tætteste du kommer på at spise frisk pasta hjemme, uden selv at svinge pastadejen!

Frisk pasta på frost gør noget godt for smag, kvalitet og reducerer samtidig madspild. I modsætning til frisk pasta i køledisken, der hurtigt daler i kvalitet, bibeholdes både smag og struktur lang tid, når vi fryser vores pasta. Helt uden brug af konserveringsmidler, modificeret atmosfære eller varmebehandling.

Vi anvender selvfølgelig med den nyeste fryseteknologi. En blæstfryser fryser lynhurtigt pastaen ned, så den ikke lider i processen. Samtidig fryses ravioli individuelt og båndpasta i reder så de er lige til at tilberede i portioner. 


ÆG, MEL OG KÆRLIGHED

Diego elsker duften af frisk pasta. Den simple kombination af æg, mel og lidt vand er drivkraften i pastariet. Vejen fra råvarer til frisk pasta kræver fortrolighed med håndværket. Pastamaskinen sørger for håndkraften, men vejen gennem cylinderne følges nøje, og kalibreringen af maskinen undervejs er et must for at få den helt rigtige smag og konsistens. Diegos pastamaskine fungerer akkurat som de hånddrevne pastamaskiner. Vores pasta udsættes derfor hverken for tryk, varme eller stræk under produktionen. Cylinderne strækker langsomt glutenstrukturen, så vores pasta får det helt rigtige bid. Derfor siger vi at vores pasta er lige dele æg, mel og kærlighed.  

 

DET BEDSTE FRA TO VERDENER

 

Vores pasta kombinerer det bedste fra to verdener. Lokal produceret stenformalet hvedemel med en fantastisk smag. Og durummel med gylden farve og struktur fra den italienske sol.

I Danmark er vi fantastisk gode til at dyrke, male og kultivere hvede. I pastariet bruger vi stenformalet hvedemel fra Lammehave Økologi. Dyrket og malet på gården. Hele kornet males, inden det bliver sigtet. Til forskel fra raffineret hvedemel, giver denne meltype vores pasta karakter. Rig på duft og smag og med let rustikke undertoner. Durummel fra solrige Italien giver stabilitet, den karakteristiske gyldne farve, og bevarer pastaens bid, så du kan servere vores den ’al dente’

ØLIV ER IVÆRKSÆTTERLIV

Vores pastafamilie blev til på Fejø. Katharina kom til øen for at lave antropologisk feltarbejde – og Diego arbejdede på en af øens frugtplantager. Vi forelskede os i hinanden, og i Fejø. Vi var faktisk aldrig i tvivl om, at vores familieliv skulle være på øen. En helt naturlig del af vores øliv handler om at skabe. Skabe det liv vi drømmer om, det liv der giver mening for os. Så med øbolivet fulgte en tilværelse som iværksættere. Vi har pastariet og er involveret i en masse andre projekter. Nu er vi ikke kærester, men samlevere og partnere i Pasta Principato. Vi er mestendels øboere og vores børn er øbørn.